Skal de flyttes?
Når ungerne går på land, kan man enten
1) lade dem være i terrariet eller
2) tage dem ud og putte dem i et mindre terrarie/boks.
1) Fordelene ved at lade dem være i terrariet er at de undgår at blive stresset ved flytningen fra deres bromelie over til boksen. I velfungerende terrarie er der større varietet af mikroskopiske foderemner i bundlaget, end i en boks, udover de springhaler man fodre dem med, hvilket vil sige, at deres kost bliver mere varieret.
Ulemperne ved at lade dem være i terrariet, er at man ikke er sikker på at de får nok mad og ikke på samme måde kan holde øje med om de ser sunde og raske ud og i nogle tilfælde har jeg oplevet forældrerne sætter sig oven på ungerne og prøver at "mase" dem.
2) Ulemperne ved at tage ungerne ud af terrariet og placere dem i bokse er, at det kan være meget stressende for ungerne at blive flyttet fra terrariet til boksen. Det er ikke sikkert, at der er lige så mange mikroskopiske foderemner i boksen som i bundlaget i terrariet.
Fordelene ved at flytte dem er, at man kan have dem enkeltvis, så de ikke stresser hinanden eller bliver "mast" af forældrerne, samtidig kan man holde øje med at de spiser og ser sunde og raske ud. En anden fordel er, at man kan sikre sig at ungerne har lettere ved at finde springhalerne, da bundarealet i boksen er betydeligt mindre end i de voksnes terrarie.
Jeg plejer at tage ungerne ud af terrariet. Jeg synes, det er utroligt svært, at være sikker på at ungerne får nok mad i de voksnes terrarie og syntes jeg har mistet mange flere unger ved at lade dem bive end ved at ta dem ud. Der ud over er det også meget sværere for ungerne, at nå at spise springhalerne, inden vitaminpulveret er røget af dem.
Jeg plejer normalt at lade ungerne sidde i deres bromelie i nogle dage efter, de er gået på land. Et par dage efter de er gået på land, giver jeg dem højst 5-10 springhaler rystet i vitaminer i den bladskede de sidder i. Dette fortsætter jeg med indtil, de begynder at bevæge sig længere rundt end kun i bladskeden. Herefter er ungerne klar til at blive flyttet. Jeg flytter ungerne med en gennemsigtig plastic teske og et plastic ølglas og får forsigtigt ungen til at hoppe ind i ølglasset og herefter bliver den sat over i boksen. Er der tale om unger af en variant, hvor ungerne meget let bliver stressede, flytter jeg hele bromelien over i boksen.